autlist

 


 

Tolerance

Af Aage Sinkbæk.

Det er sådan, at når folk bliver vrede, fordamper en solid portion af deres intelligens. Det er blevet målt ved tests. Jeg mener at kunne huske at have læst at nedslaget er ca. 30 %. Det er nok derfor at både neurotypiske og atypiske mennesker har besvær med at tolke indlæg rigtigt og argumentere behersket, hvis der er et eller andet i indlægget, der umiddelbart ophidser dem.

Hvis en mailliste skal fungere og hvis ytringsfriheden samtidig skal fungere er vi imidlertid nødt til at mobilisere al den tolerance, vi kan, og give de aktive medlemmer ret lang snor. For når folk skal udtrykke deres oprigtige mening kan det ikke undgås at de indimellem kommer til at sige noget, som virker sårende på nogen. Det kan naturligvis undgås hvis de udøver selvcensur, og kun udtrykker det, som man ved er ufarligt (og ofte ubrugeligt).

For nu at undgå alt for mange indlæg, hvor der er fradraget 30 % af fornuften, foreslår jeg at listemedlemmer, når de bliver vrede over et indlæg, allerførst tæller til ti, og, hvis det ikke hjælper, til hundrede og videre til tusind. Hvis blodtrykket så alligevel er for højt, kan man godt regne med at de 30 % stadigvæk mangler. Den bedste strategi vil derefter være at tage sig en gibbernakker eller et andet beroligende middel og lade solen gå ned over sin vrede - før man svarer.

Før man sender et svar, skal man endvidere minde sig selv om, at det er meget seriøse mennesker, der skriver på listen.

Det er min tro at flittig anvendelse af denne metode vil gøre det nemmere for os alle at diskutere og være uenige her på listen på en konstruktiv måde.

Aage skriver:
For når folk skal udtrykke deres oprigtige mening kan det ikke undgås at de indimellem kommer til at sige noget, som virker sårende på nogen. Det kan naturligvis undgås hvis de udøver selvcensur, og kun udtrykker det, som man ved er ufarligt (og ofte ubrugeligt).